”Det rører mig helt ind i knoglerne, at toppen af dansk elitesport går sammen om at give alle os veteraner en helt særlig anerkendelse for vores indsats ude i verden.”
Christian Fredsbo, veteran
Formålet med Veteran Match er at give tidligere udsendte soldater og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskaber. Det sker til hyldestkampe i elitesportsklubber og via et beskæftigelsesinitiativ, som vi kalder jobmatch. DIF Soldaterprojekt afvikler initiativet i samarbejde med en række aktører over hele landet.
Til hyldestkampe sendes en særlig tak og anerkendelse til tidligere udsendte og deres pårørende.
Veteran Match hyldestkampene afholdes i Metal Ligaen (ishockey), Herreligaen (håndbold), 3F Superligaen og NordicBet Ligaen (fodbold) fra den 13. - 23. september 2024, hvor tidligere udsendte og deres pårørende kan få gratis billetter.
Christian Fredsbo, veteran
Siden 2011 har DIF arbejdet dedikeret med at anvende idrætten som middel til at hjælpe skadede soldaterveteraner videre i tilværelsen. Det er sket via DIF Soldaterprojekt, hvorfra Veteran Match blev skabt i 2020 i et samarbejde med Københavns Kommune og F.C. København.
Siden er det med stor støtte fra Grundfos Fonden vokset til at være et landsdækkende initiativ på tværs af fodbold, håndbold og ishockey med det formål at sprede budskabet om, at hjemvendte soldater fortjener en særlig tak for de ofre, de har gjort, ved at rejse ud og arbejde for fred i verden.
Veteran Match-logoet omfavner med sine farver Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Dannebrog.
Alt sammen forenet i en firkløver, der symboliserer håbet om en lykkebringende fremtid.
På kortet herunder kan du se, hvor der blev afviklet Veteran Match hyldestkampe i september 2023. Klik på klublogoerne for detaljer om de i alt 47 elitesportskampe i ishockey, håndbold og fodbold.
Jobmatch-indsatsen finder sted ude i klubberne, hvor ambitionen er at matche ledige veteraner med klubbernes erhvervsnetværk. Lokale veterankoordinatorer og konsulenter fra DIF Soldaterprojekt er bindeleddet, der sørger for at forbinde veteraner og virksomheder, når der er jobåbninger.